En 17. mai-tale

Kirkesanger Lindquist talte også litt, og «børnene raabte hurra, saa det sang efter.» Regnet hadde gitt seg og da de voksnes tog la ut fra Bankplassen ved 16-tiden var været nokså fint. Først gikk festkomiteen, og rett etter dem kom Arbeiderforeningen. Deretter Totalavholdsforeningen, Håndverkerforeningen, Turnforeningen og Handels- og Sjømannsforeningen. Resten av toget på totalt ca. 300 personer samlet seg under et flagg til slutt.

Dagens hovedtaler var kemner Karl Olaus Knutson. Han var 38 år, født i Fjære, og arbeidet som revisor i banken og i assuranseforening, i tillegg til at han drev agentur og kommisjonsforretning. Han var aktiv i avholdsarbeidet og skulle senere sitte i bystyret for Ædruelighetspartiet.

Karl O. Knutson holdt det som av Grimstad Adressetidende blir beskrevet som en lang og meget omfattende tale. Grimstad-posten vier talen flere spalter i torsdagsavisen 19. mai 1904.  

I Grimstad var det en utfordrende tid på flere måter. Hasseldalen jernskibsbyggeri, som i perioder sysselsatte over 300 arbeidere hadde måttet legge ned driften året før, i tillegg hadde det vært brann i det mekaniske verkstedet på Biodden og også anlegget på Odden stod stille. Det var lite arbeid å få, og vanskelige tider for mange. Mange valgte da å emigrere til USA.  

Timingen var altså ikke helt perfekt for uttalelser som «Vi er et lidet flittigt Folk» eller «Vi vil gaa og drive paa Brygger og Stræder, pjoltre og dovne oss paa Restauranterne – og være Storkarer alle.»

Karl O. Knutsons tale fikk hard medfart i Grømstad-posten som blant annet skriver at «Talen blev da ogsaa efter fortjeneste dømt paa stedet, idet der ikke løftedes en eneste haand til klap efterpaa» og redaksjonen håper det vil bli en god stund før Knutson igjen får festtaleoppdraget.

Karl O. Knutson på følte seg angrepet og mente Grimstad-postens dekning var «slet og ret forvrængning» 21. mai ble «[d]en Del af Festtalen, som har givet Anledning til Misforstaaelser…» ordrett gjengitt i begge avisene. I Grimstad-posten mer enn antydes det at denne teksten ikke er helt lik den de festkledde fikk servert på nasjonaldagen.

Etter Knutsons tale fortsatte festlighetene på torvet. Cand. Theol. Saure var nestemann ut, og fortalte at «det norske storting havde gjort mange feilgreb» før han avsluttet med å «udbringe et leve for dette storting». Derretter gikk formann Johannes Hjelmaas, som var platearbeider ved Fevig Jernskibsbyggeri på talerstolen og talte for 8-timers arbeidsdag og arbeidernes rettigheter.

"Saa var man ferdig paa torvet og folk drog ud i Løvstø, hvor der fortsattes med sækkeløb, stangklatring og opvisning af Grimstad turnforening."

Under følger Karl O. Knutsons tale slik den er gjengitt i Grimstad adressetidende og Grømstadposten 21.05.1904:

Det er i dag 90 Aar siden de Nordmænd i Norge atter gjenindtog sin Plads i Nationernes Række som et frit og selvstændigt Folk. – Nitti Aar er ingen lang Tid i et Folks Liv. Endnu har vi Gubber Gaaende blant os ligesaa gamle som Grundloven, ja endnu ældre. Men hvilke storartede Fremskridt er der ikke gjort i denne forholdsvis korte Tid! Hvor har ikke Udviklingen gaat for sig med Stormskridt i disse 90 Aar! Den nye Æra i vort Lands historie, som 17de Mai 1814 blev Invielsen til, har bragt vort Land frem i Linie med de fleste Kulturstater – enkelte Retninger staar vi endog foran en Flerhed af dem.

Dette ved vi. Det har været prentet ind i os hver 17de Mai, vi har oplevet. Vi har hørt det saa ofte, at det for mange maaske er blit gjentaget indtil Kjedsommelighet. – Hvad kan det nytte? Vil vistnok en eller anden spørge. Hvad kan det nytte at Forskjellen på nu og før er saa stor? Hvad Hjælp er der i, at vort Folk i mange Henseender er sidestillet med de første civiliserede Nationer. Naar vi alligevel maa se daarlige tider bryde ind over Landet, se Bedrifterne – den ene efter den anden – lægge ned, se Folket i store Skarer strømme du af Landet for andetsteds at søge sig sit Erhverv?

Det er alvorlige Spørsmaal dette. Det er Spørsmaal, hvis Besvarelse visselig vil præges av enhvers personlige Opfatning saavel af Frihedens og Fremskridtets Goder som af Grundaarsagerne til den financielle Misére, virt Land for Tiden lider under. Jeg skal ikke forsøge mig paa nogen nærmere Udredning af det Spørsmaal. Saavist som Svaret efter sin Natur maatte faa et individuelt Præg, saavist vilde der ogsaa i denne Forsamling være delte Meninger om den Sag. Og det er ikke for at finde frem Meningsforskjellighederne, vi i dag her har sat hinanden Stevne.

Men der er noget, jeg tror, vi kunde bli enige om, og det er dette:

Vi er et sangvinsk og flot Folkeferd. Saalenge vi har Medgang og gode Dage, saa har vi ingen Sorg eller større Tanke for Fremtiden. Vi lever i Nuet og tar Dagen, som den kommer. Den Dag i morgen lar vi sørge for sig selv. Tjener vi Penge i dette Lands, saa bruger vi ogsaa Penge. Det er saa almindeligt, at det næsten er blit typisk for vort Folk, at hvad der av Indtægter tilflyder vort Portemonai snarest muligt skal ud igjen – og hvad der av Indtægter endnu ikke er tilflydt os, det kan vi paa Forhaand disponere over ved at udnytte vor Kredit, Kreditten er et Gode, en Naturgave, som synes at være alle Mennesker i dette Land medfødt! Og Sorgløsheden – eller Tankeløsheden – for Fremtiden er ligeledes en Naturgave som udmærker vor Tids Mennesker – i alle Stillinger og paa alle Trin af Samfundsstigen.

Vi er lidet flittigt Folk. Vi har i vort Land ingen Forstaaelse af, at Tid er Penge. Vi synes om at ha det godt og mageligt. Det er ikke nok med, at de mange kostbare Smaastunder gaar unyttet hen, men vi vil ha saa kort Arbeidstid som muligt, og haardt Arbeide affskyr vi. Vi vil gaa og drive paa Brygger og Stræder, pjoltre og dovne os paa Restauranterne – og være Storkarer alle. I stedet for at dyrke vor Jord og bringe det mest mulige ud af vore naturlige Hjælpekilder, foretrækker vi at staa og hænge paa Skyds- og Turiststationer og dorsk vente paa «et fedt Nap».

Jeg hørte en Gang en Taler fremholde, at nede i Tyskland, der fandt man de Tysener og atter Tusener av Hjem, hvor alle Familiens Medlemmer sad og spikket Blomsterpinder i sine Fristunder. Hvor blev der af alle de Blomsterpinder, tror dere? Jo, for en stor Del blev de udført til Norge!

Og den samme Taler mente, at skulde han ønske det norske Folk noget rigtig godt – saa maatte det være Arbeidets Gave.

Det er det «seige, jevne, rolige, planmæssige Arbeide», hvis Betydning vi har saa altfor lidet Syn for. Det er Arbeidslysten og Arbeidstrangen som igjen maa indarbeides hos vort Folk. De kjendte den ganske annerledes, de Gamle. De arbeidede haardt og tungt med til dels utidsmæssige Redskaber, de arbeided sent og tidligt; var Dagens Arbeide endt, saa glemte de dog ikke sin Husflid. De satte ikke saa store Fordringer til Mad og Klær, til Pragt og Fornøielser, som vi. Men saa var de heller ikke saa svage og overnervøse som os – og saa havde de ogsaa en ganske annerledes Arbeidsglæde end vi – og et opsparet Fond af godt humør og robust Kraft, som satte dem istand til at møde Nedgangens Tider som Folk der kunde staa sin Tørn du. Flid, Sparsommelighed, Nøisomhed var Dyder, de gjennemgaaende besad i stor Udstrælning, og trænet gjennem haardt Arbeide havde de vokset sig stærke nok til at ta Kampen op mod en overlegen Fiende, selv om Sult og Frost var Fiendens frygtelige Bundsforvandte.

Vort Land befinder sig for Tiden i en stærk følbar Nedgangs- og Stilstandsperiode. Fremtiden synes mørk og truende, og de Lysglimt, som skulde tænde Haab og Tro hos os er ikke mange.

Men Dagen og dens Minder tilraaber os: Friskt Mod! Hundrede Gange verre saa det du for vort Folk i den Tid, som gik forud for Frihedsaaret! Hundredefold mørkere og strængere var Livsvilkaarene den gang! Lad os huske, hvorledes Krig og Uaar havde herjet og udhungret Landet, hvorledes Næringsveiene laa nede, hvor Oplysningen var liden eller ingen – selv hos Statens Tjenestemænd -, hvorledes vort Retsvæsen var ubrugeligt, vort Forsvarsvæsen endnu mere ubrugeligt og vort Finansvæsen i den sørgeligste Uorden.

Naar vi stiller os for Øie Forholdene i de Tider og ser, hvorledes vore Forgjængere fortsad at arbeide sig – lidt efter lidt, smaat um senn – du af Elendigheden; naar vi ser, hvorledes der den gang var Offervilje, Enighed og Samfølelse, saa maa vi dybt beskjæmmes. Man gik ikke og gnaalte og gnaalte om de «kleine Tider» og la Hænderne i Fanget for intet andet at gjøre end misunde hverandre Brødbiterne. Nei, man tog fat – hver med sit. Og man ofrede det mankunde enhver efter Evne. – De vilde nemlig reise Landet den gang! Og man søgte at «løfte i Flok». I den lange Krigstid spiste man villigt Barkebrød, mens man tænkte paa Landets Ære og Selvstændighed. Da Nøden var størst, reiste man Landets Høiskole – Universitetet -, idet man vidste, at uden Oplysning og Dannelse er et Folk fattigt og usselt. – Saa elendigt det end stod til i 1814, tog man dog heller Krigen end atter at skulde trælle under fremmed Overhøihed, -

Der var Samfundsfølelse og Borgersind paa Eidsvold i Hine Vaardage 1814. De veg ikke tilbage for at bringe store Ofre, naar det gjalt. De kunde endog ofre sit Egensind, sin Egenvilje, sine Særmeninger og Partiønsker for Fædrelandets Skyld. Jeg skal fortælle en liden Episode, som er illustrerende for disse «Mænd af Guld»: - «Den 13de Mai 1814 var en bevæget Dag i Eidsvoldsforsamlingen; da gjalt det netop de store Pengeofre, som Friheden kosted, og flere var de, som hæved tilbage for de store Byrder, Nationen paatog sig for Fædrelandets Friheds og Æres Skyld.

Da reiste gamle Rein sig – Præsten fra Bergen og talte, saa Taarene strømmed os ned af Øinene, skriver en af Eidsvoldsmænedene i sine Erindringer:

«Saa vil jeg tale til mine fattige Børn», sa Rein: «Jeg har ingen Formue at efterlade eder. Naar eders Fader ligger i Støv, da erindre eder at ogsaa han var med i den Forsamling som gav Norge en Konstutution, og med denne tillige gav eder Adgang til at vorde frie Mænd.

Her er de i Forsamlingen, som truer os med at ville emigrere, dersom deres Planer ikke lykkes. Vi vil ikke hindre deres Afreise, vi vil ønske Dem Lykke paa Reisen. Jeg ønsker nu tillige, at de paa det nye Levested ikke vil fortælle, hvorfra de er komme.»

Nepper var disse Ord udtalte, før den hele Forsamling endog en Del af selve Modpartiet, reiste sig som en Mand og med Klappen i Hænderne raabte: «Bravo! Bravo! Held for gamle Norge! Held for hver ærlig Mand! «-«

Ogsaa efter Frihedsaaret har vi havt Nedgangstider i Norge. Gang paa Gang. En gammel Kone har fortalt mig at hun i sin Barndom da Farens, en Arbeiders Dagløn var 1 Mrk. 8 skl. Dagen, med en liden Bror som Følgesvend maatte traske Landeveien til Arendal – frem og tilbake – for at faa hjem til den trængende Familie en Skjæppe Korn. Og der maatte baade tigges og betales for at faa den! Her var næsten ikke Mad at faa kjøbt i Grimstad den gang. – Vi skal i Tider som disse, vi nu oplever, huske hvad de Gamle har maattet gjennemgaa, hvorledes «Fædrene har kjæmpet, Mødrene har grædt,» og vi skal huske, hvorledes de atter reiste sig, og at der alltid blev en god Udgang – tiltrods for, at Hjælpekilderne ikke tilnærmelsesvis var saa rige eller kunde udnyttes saaledes som nu. Vi skal i en Tid som nærværende benytte den nationale Samlingsdag til at sammenholde Fortid og Nutid, se os selv i Speil og drage Lærdom af det. Selv Barkebrødet fra Krigens Tid skal lære os Livsvisdom!Det skal l’re os at Nøisomhed, Sparsomhed, strengt Aribede, Offervilje og Borgersind gir fuld Valuta i Form av en Seighed, en Kraftm Udholdenhed og Styrke som skal holde os Oppe og bære os over og du av Prøvelsernes og Nødens tunge Tider.

Det blir ikke andet for – vi aar forsøget at ta Skeen i en anden haand nu! Vi maa lægge Vind paa at saa sflagt vore Uvaner og de Feil vi i de gode Dage har lagt os til, saa vi kan staa vel rustede, naar Modgangens Bølger true.

 Vort Land staar blant de første, hvad Folkeoplysningen angaarMen skal vi gaa frem i Oplysning og Dannelse, skal vi gaa frem paa alle Aandens og Haandens Omraader, sa trænges et solid materielt Grundlag. Om et Land har aldrig saa gode Skoler, gode Institutioner og gode Love, vil alligevel dets kulturelle Udvikling hemmes naar Fattigdom og Gjæld lægger sin knugende Haand over det. Derfor blir det vor første og største Opgave at arbeide for at skabe Tilfredshed, Arbeidsglæde og almindelig jevn Velstand rundt om i de tusen Hjem. Det er den første Betingelse for virkelig Folkelykke, og hvorledes den naas, tror jeg, fore Fædre i dag har fortalt os. Faar vi først Syn for at værdsætte de Gamles gode Egenskaber, og  faar vi Forstaaelsen af, at det kun var ved at ta kraftige, feige, viljestærke, maalbevidste Tag for at arbeide sig du af Degenerationen, som i Hundreder af Aar havde lammet Folkets Kraft, at Norge i 1814 atter svang sig op til sin gamle frie, hæderfulde Stilling, saa vil deraf følge en Viljesanspendelse, en Kraftudfoldelse ogsaa fra vor Side – og da ved jeg, naar denne blir almindelig, at det ikke skal vare længe, før det rinder op – «Gryet af de bedre Tider».

«Saa blir det i Norig atter dag
Med vaarsol og song i skogen.
Um sædet enn gror paa ymest lag,
Det brydder daa etter plogen»,

Lad da, norske mænd og kvinder denne mindernes festdag ogsaa for os bli en løftets og indvielsens dag. Lad dagen mane os til at søge bort fra drømmeriernes og tankeløshedens verden og hen til en virkelighedens. Lad os gaa frem i retning af at forenkle vore sæder og livsvaner, at lægge større kraft, glæde og alvor i vort arbeide – og idetheletaget «bu os» paa de onda dage, mens dertil er tid. Lad os i dette arbeide se idealet bagom: det er fædrelandets lykke og fremtid vi bygger og trygger, naar vi bygger vor egen! – Med det jevne trofaste udholdende strøv, med orden paapasselighed og ædruelighed i enhver henseende smeder vi det styrkesælte som i farens stynd skal holde vort folk sammen, og det sværd som skal værne os vor ret, vor frihed og vor sælvstændighed. Det er ogsaa det som gir respekt og kaster glans over det folk, som altid er vaagent og kan hjælpe sig selv.

«Det staar en skræk av byggende mænd, som vælge at bygge med sværd ved lænd».

Med ønsket om, at det snart maa merkes opsving i alt, som nu ligger nede, at rørelse, bevægelighed og ny kraft atter maa gjennemstrømme vort materielle liv, at «gode tider» snart igjen maa rinde for vort folk, vil vi raabe et nifoldigt hurra for den dag som altid skal staa for os som budbæreren om lys og lykke, om sol og sommer for gamle Norge: Leve den 17de mai, den store minder og dens store forjættelser!

Teksten er skrevet, og talen transkribert, av Jakob Haavik Tønnessen, formidler ved Grimstad Bys Museer. 

Hver 14. dag sender vi nyhetsbrev med artikler til våre abonnenter.

Trykk HER dersom du også ønsker å få kultur- og litteraturhistorisk lesestoff rett i mailboksen!

Du finner flere artikler HER.